Har du ofte hovedpine, svimmelhed eller træthed kan det være tegn på forhøjet blodtryk. Du kan også have forhøjet blodtryk helt uden at mærke det.
Derfor er det en god ide at få undersøgt dit blodtryk, særlig hvis du er over 40 år, da det ofte er noget, der kommer som midaldrende.
Her i praksis tager vi meget sjældent blodtryk i konsultationen.
Dette skyldes at du skal have siddet ned og været i hvile i 10 minutter inden blodtrykket tages, og bare gå turen fra venteværelset ned til konsultationen kan få blodtrykket til at stige.
Nogle oplever også at blodtrykket stiger bare ved at træde ind i Lægehuset. Ofte vil disse personer opleve, at blodtrykket bliver normalt, når det tages hjemme.
Istedet bruger vi hjemmeblodtryk. Dvs du låner et blodtryksapparat med hjem.
Du skal måle blodtrykket 3 gange om morgenen og 3 gange om aftenen i 3 dage. Det giver os nogle værdier vi meget bedre kan regne med.
Sammen med hjemmeblodtryksmåleren får du et skema til at føre værdierne ind i. Hvis du selv har købt en godkendt blodtryksmåler fra apoteket kan vi godt bruge dine målinger. Du kan printe skemaet og vejledning til hvordan målingerne skal udføres her :
Det er også muligt, at få tilsendt et link, således du kan indberette målingerne via computeren. Dette kræver, at du har MitID.
Er du i behandling for forhøjet blodtryk, skal du komme til en årlig kontrol ved sygeplejersken.
Hvis du ikke fejler andre ting skal dit blodtryk ligge under 140/90. I nogle tilfælde hvis du er nyresyg, lider af hjertesygdom eller har sukkersyge kan der gælde andre værdier, der er lavere.
Den gamle regel med at man må have et blodtryk der er 100 + alderen gælder ikke mere.